Vælg en side

Det sejler i Catch

24. september 2021

Det sejler i det kommunalt ejede kreative center Catch. Den kommunale ledelse for projektet har nemlig intet overblik over, om projektets egne målsætninger er nået. Man har nemlig ingen målbare tal, for noget som helst overhovedet.

Det er konklussionen efter Stadsmagasinet i første omgang henvendte sig til Catch’s ansvarlige såkaldte “Program Manager” Majken Overgaard, med en række spørgsmål til projektets virke, og konkrete resultater.

For eksempel spurgte vi om, hvor mange konkrete virksomheder Catch har skabt, og som i dag er selvstændigt økonomisk bæredygtige arbejdspladser? Spørgsmålene blev dog videresendt til den kommunale leder for området, som svarede Stadsmagasinet.

– Vi har ikke nogen opgørelse over, hvor mange virksomheder der er skabt gennem Catch. Catch fungerer som inspirationssted og netværk for kreative iværksættere. Virksomhedsejerne skaber og udvikler selv deres virksomheder, svarede Christina Papsøe Weber, Leder for Kultur, Erhverv og Uddannelse således på Stadsmagasinets henvendelse.

Men dét svar står i direkte modsætning til Catch’s egen vision om at få  »skabt et sammenhængende system fra idé til opstartsvirksomhed til bæredygtig virksomhed omkring Catch, så det er muligt at komme med en idé, udvikle den og skalere den«, som det er formuleret i projektets egen “Vison For Catch 2017-2020”. Denne er godkendt af Kommunalbestyrelsen, og på den baggrund har projektet årligt modtaget godt 2 millioner kroner af kommunekassen.

Svaret står også i direkte modsætning til Byrådets beslutning om at oprettet Catch i 2016. Her definerede man nemlig 8 konkrete målsætninger for projektet. Her skulle Catch blandt andet være »inkubator med 30 iværksættere og små virksomheder«, og Helsingør skulle være »centrum for vision og udvikling af art-tech-klyngen i hovedstadsregionen«. Altså en klar målsætning om, at Catch skulle inkubere nye virksomheder inden for tech-branchen, som kunne skabe vækst og arbejdspladser i kommunen. En målsætning, man altså ikke har overblik over, om man har opfyldt.

En mulig indikator for Catches succes eller det modsatte, kunne også være et tal på, hvor mange konkretet arbejdspladser Catch så har skabt gennem inkubationen af nye virksomheder. Disse tal er man dog heller ikke i besiddelse af.

– Catch beskæftiger selv, hvad der svarer til 1,2 årsværk (finansieret af kommunen, red.). Derudover har vi ikke noget direkte overblik over, hvor mange arbejdspladser, der konkret er skabt gennem Catch. Vi har arbejdet med jobcenter for unge om kurser samt med jobcenter for voksne om at skabe kontakt mellem flygtninge uden for arbejdsmarkedet og iværksættere samt haft en person i jobprøvning på værkstedet i Hal 16, svarer Christina Papsøe Weber til dette spørgsmål.

Catch har med andre ord ikke noget overblik overhovedet, over opfyldelesen af projektets egne målsætninger. Der er intet overblik over, om der er skabt nogen konkretet nye virksomheder eller arbejdspladser i eller uden for Helsingør.

Til spørgsmålet om, hvilke konkrete nye produkter der er skabt i regi af Catch, kan Christina Papsøe Weber opliste en lang række flotte navne, som har samarbejdet med Catch gennem projektets levetid. Ingen af disse synes dog at være bragt til marked eller udviklet til egentlige økonomisk selvstændigt bærende projekter. Weber henviser her Stadsmagasinet til Catches hjemmeside (se HER), hvor man finder en liste over såkaldte “collaborators” (samarbejdspartnere, red). Her er der dog til overvejende grad tale om udstillinger, kunstinstallationer, kulturelle arrangementer og den slags, og ikke om hverken produkter eller nye virksomheder.

Da Catches hjemmeside er på engelsk, kan det desuden måske være svært for visse borgere, at forstå de ofte højtflyvende formuleringer som projekt Catch omgiver sig med. Eller bare få en idé om, hvad Catch overhovedet er og om projektet overhovedet skaber nogen værdi for borgerne og lokalsamfundet.

– Målgruppen til uddannelsesdelen af Catch har hele tiden været universitetsstuderende. Grundet udvekslingsstuderende har vi valgt at holde hjemmesiden på engelsk. Det kræver ekstra ressourcer til etablering og vedligehold at køre en hjemmeside på to sprog. På den baggrund har vi valgt kun at have hjemmesiden på et sprog ind til videre. Hvis Catch forlænges og et nyt makerspace bliver etableret i Hal 17 vil der også være behov for en dansk udbygget hjemmeside, fortæller Christina Papsøe Weber, der dog ikke har nogen tal på, hvor stor en andel af Catches studerende der har været udenlandske, og derfor ikke ville kunne forstå en dansk hjemmeside. Man kan i øvrigt heller ikke oplyse, om bare éen eneste af disse studerende, efterfølgende skulle have bosat sig i Helsingør eller omegn.

Catches hjemmeside er i det hele taget en meget simpel en af slagsen, som består af 4 statiske undersider. Med andre ord, en hjemmeside, som de fleste med nogenlunde almindelige computerfærdigheder burde kunne sætte op i et almindeligt hjemmesideprogram og vedligeholde, uden de store udfordringer eller noget kendskab til kodning overhovedet. Derfor kan det undre, at ingen af de nævnte 1,2 årsværk, som kommunen beskæftiger i dette stort opslåede tech-projekt, har de fornødne tech-kompetenser til at oversætte en simpel hjemmeside fra engelsk til dansk. Udviklingen af Catches hjemmeside har kostet over 70.000 kroner bare i årene 2017 og 2018, oplyser Christina Papsøe Weber desuden.

Som led i Catches dansksprogede kommunikation udgives til gengæld podcasten »Teknolo-gi-mig-en-chance«, i samarbejde med Helsingør Dagblad og Teknisk Museum oplyses det. Antallet af lytninger af denne podcast har man dog heller ikke nogle tal på, da den distribueres af dagbladets ejere Jysk Fynske Medier, oplyser Christina Papsøe Weber, Leder for Kultur, Erhverv og Uddannelse endeligt. Siden opstarten af podcastprojektet i Catch i juni 2020, har der sammenlagt været produceret blot 7 afsnit, seneste i juni 2021.

Der er med andre ord ikke særligt meget overblik over målsætningerne og succekriterierne for kommunens “kreative center og uddannelsesmiljø” Catch. Og det helt basale spørgsmål er nu, om Catch er endnu et kommunalt luftkastel, som for eksempel det nu hedengangene Cykeltek?

Cykelteket endte med at koste Helsingør Kommune et større millionbeløb i oprettelse, drift og nedlæggelse, uden nogensinde rigtigt at have udfyldt sin opgave.

Bevillingen til Catch er i mellemtiden blevet forlænget til 2025, med en ny politisk aftale, hvor kommunalbestyrelsen har fundet endnu flere millioner skattekroner til projektet, selvom ingen altså ved, om det rent faktisk skaber værdi for Helsingør.

Catches egne projektpapirer kan ses her:

Catch – Strategi 2021-2025
Vision for Catch 2017-2020

jhs

 

 

 

Relateret indhold…

Kommunaldirektøren stopper

Kommunaldirektøren stopper

Helsingørs øverste embedsmand Stine Johansen stopper som kommunaldirektør med udgangen af september, det oplyser...