Byrådet har iværksat en planprocess, der skal muliggøre opførelse af 200-250 boliger på et ca. 182.000 m2 stort areal ved Rasmus Knudsens Vej.
Området er idag til dels udlagt som græsningsareal, resten huser i øjeblikket Erhvervsskolen, Ungdomsskolen og 10.klasserne, samt Kronborg Kollegiet. Dele af området er i private hænder, resten eges af kommunen.
Man vil arbejde for et samlet, tidssvarende og attraktivt helårsboligområde, med bæredygtighed som grundliggende princip. Et sådant kommende byggeri med fokus på bæredygtighed vil nemlig kunne bruges til markedsføring af Helsingør som en attraktiv boligby.
DAC (Dansk Arkitektur Center) har eksempelvis vist interesse for at følge netop et sådant udviklingsprojekt, som showcase i forbindelse med et igangværende projekt med titlen Sustainable Build.
DAC har endvidere nævnt en mulighed for at eksponere et sådant udviklingsprojekt i forbindelse med en kommende udstilling til marts 2019 om konkrete eksempler på arbejdet med FN’s bæredygtighedsmål.
Området indeholder tre registrerede § 3 beskyttede vandhuller. Herudover er stort set hele arealet, der afgrænser de kommunalt ejede ejendomme omfattet af skovbyggelinje fra Teglstrup Hegn og den yngre, centrale skov omkring Ungdoms- og 10.kl. skolen.
Efter endelig vedtagelse af nyt plangrundlag kan Miljøstyrelsen dog ansøges om reduktion af den resterende del af skovbyggelinjen. Herefter forventes ejendommene udbudt til salg.
Området forventes udviklet i forskellige faser, da fraflytning af eksisterende uddannelsesfunktioner er afhængig af anden planlægning og afklaring af ønsker for fremtidig anvendelse, herunder anvendelse af parkeringspladserne ved Ungdoms- og 10.kl. skolen som aflastning til stadion.
Med planlægningen er det hensigten primært, at muliggøre opførelse af boliger med forskelligartede kvaliteter baseret på områdets landskabelige træk. Friholdelse af vådområder, § 3 natur og karakteristisk beplantning, fastlæggelse af sigtelinjer og tilpasning til landskabelige forhold, er elementer en kommende bygherrer forventes at tænke ind i projektet.
Det er intentionen, at et gennemgående træk i bebyggelsen er en overordnet bæredygtighedsprofil. Profilen skal ikke nødvendigvis afspejle sig arkitekturen, men kan komme til udtryk enten i en bæredygtighedsbaseret helhedstænkning eller gennem valg af byggematerialer, der sikrer miljøet og et sundt indeklima, hvor der stilles krav til brug af miljø- og sundhedsskadelige stoffer.
Byrådet godkendte forslaget om, at boligerne skal være for alle aldre.
Byrådet godkendte også med 15 stemmer mod 9 forslaget om, at 25 % af boligerne skal være almene boliger.1 undlod at stemme. For stemte: Socialdemokratiet, SF, Radikale, Enhedslisten, Lokaldemokraterne og Dansk Folkeparti. Imod stemte Konservative. Venstres ene brådsmedlem undlod at stemme.
Lokalplanen forventes endeligt vedtaget i efteråret 2019, hvorefter et salg kan gå i gang.