I blandt den lokale presse i Helsingør, eksisterer der en helt særegen og mærkværdig skabning, som vi med et lidt poetisk udtryk kunne kalde for anti-journalisten.

Anti-journalisten er ikke en bestemt person, men snarere et fænomen, der præger og dikterer den lokale presses virke, en slags “normalitet”, om man vil.

Anti-journalisten er ikke drevet af at undersøge, grave eller bore i alt det der foregår byen. Eller af at afdække sagerne og se bag kulisserne.

Nej, anti-journalisten springer over hvor gærdet er lavest, og nægter simpelthen at udføre sin fornemmeste opgave og holde magthaverne ansvarlige, undersøge mistænkelige forhold og informere borgerne om tingenes rette tilstand.

Anti-journalisten bliver nærmest sur og fornærmet, når der uundgåeligt dukker en penibel lokalpolitisk sag op, eller en skandale i det helsingoranske politiske system simpelthen ikke kan holdes inden for dørene længere.

Man ved ikke om det skyldes, at anti-journalisten måske er bonkammerater med de lokale magthavere.

Eller om det er ren og skær dovenskab og magelighed.

Måske bare lidt for lang tid i stillingen, lidt for lidt konkurrence, og ingen fare for at skulle ryge af pinden.

Den helt særegne helsingoranske anti-journalistik udemærker sig derved, at den skriver om alt det, som sagerne netop IKKE handler om.

Ingen saftige interviews, ingen svære spørgsmål til noget som helst, ingen “amour pour le journalisme”.

For en by som Helsingør, der slæber rundt på dette håbløse fænomen – anti-journalisten – har det den kedelige konsekvens, at ingenting nogensinde forandres.

At ingenting kan tales bedre, at løsninger aldrig kan debateres og ændres, og at alting bare kører videre og fungerer som det altid har gjort, uanset hvor skidt det går for byen.

Anti-journalisten er måske ikke selve årsagen til tingenes tilstand i vores elskede købstad.

Men anti-journalisten er et simpelt og gement fænomen, som en by og et lokalsamfund som Helsingør simpelthen ikke tjent med længere.

Helsingør har brug for en slags anti-anti-journalistik.

Så derfor må Stadsmagasinet nødvendigvis vende tilbage og genopstå.

Jeg svor ellers for nogle år siden (efterhånden), at jeg ville gå bort fra Stadsmagasinet, blande mig uden om debatten og lade byens udvikling gå sin gang.

Jeg havde håbet på, at der med tiden ville blæse nye vinde over den lokale presse, og at den ville løfte sin opgave og være vagthund om byens ve og vel.

Men – alas – det er bare blevet værre.

Anti-journalisten synes at have overtaget den lokale presse.

Alt ære og respekt, for de mange helsingoranske journalister, der gør deres arbejde, og kender deres hverv og ansvar. Men som måske også ligger under, for den nedarvede, uforståelige og debatskabende lokale anti-journalisme.

Derfor er Stadsmagasinet tilbage.

Til et stille, lokalt og ærligt opgør med den helt særegne og aldeles bisare helsingoranske anti-journalistik !

KH

Julian Sonne
din redaktør